30-04-2022

Når sproget ærgrer og glæder

I filmen ”Sorte kugler” af Anders Matthesen er der en scene, hvor hovedpersonen (Matthesen selv) får ødelagt en afslappet, dagligdags samtale, fordi han bare vil af med en sproglig belæring, han åbenbart har brændt inde med i årevis. Det drejer sig om udtrykket at forfordele. Mange tror fejlagtigt, at de forfordelte er dem, der kommer først i køen. Det er dog – som hovedpersonen irriteret påpeger – lige omvendt: De forfordelte er dem, der bliver snydt.

Men helt så enkelt er det så alligevel ikke. Slår man ordet op, viser det sig, at begge betydninger er nævnt i Den Danske Ordbog (www.ordnet.dk). Den sidste betydning – at de forfordelte bliver behandlet bedre end andre/kommer først i køen – er kendt siden 1964, og den regnes af mange for at være forkert.

Men lur mig, om ikke denne sidste betydning med tiden bliver den mest dominerende og dermed den korrekte. Den kan nemlig umiddelbart virke mest oplagt.

Det samme gælder et ord som bjørnetjeneste. Oprindeligt noget negativt, nemlig at gøre nogen en velment tjeneste, som i sidste ende gør mere skade end gavn. I dag opfatter mange unge udtrykket som noget positivt: At gøre nogen en virkelig stor tjeneste! Denne sidste betydning er kendt siden 1992.

Og sådan er det jo med sproget: Ord og betydninger udvikler sig over tid. Og så kan vi sige, hvad vi vil – vi, som har lært en anden betydning som børn eller unge. Sproget lever sit eget liv.

Noget af det fantastiske ved at have børn er, at man genoplever glæden ved sproget i takt med børnenes sproglige udvikling. I den forbindelse er mærkelige ord jo kilden til deres største undren. Min yngste datter undrede sig f.eks. som 6-årig over bynavne: Benløse – Sengeløse – Stenløse…

Vi glædede os sammen over, at Sengeløse ligger tæt ved IKEA, så indbyggerne kan købe sig nogle madrasser. Og så alligevel – hvis de nu også er pengeløse, hvad så? Benløse giver mageløse billeder. Stenløse lyder tilforladelig.

Efterhånden som børnene bliver ældre, mister de normalt de charmerende misforståelser af ord, som har givet i hvert fald deres forældre nogle gode grin.

Min søn var som yngre i mange år overbevist om navnet KEA. Vi tog jo i KEA, mente han.

Selv troede jeg som lille pige, at min mors blade hed ”Alf og damerne”, og jeg gjorde mig mange forestillinger om denne Alf. Ligesom jeg undrede mig over andens efternavn i tegneserierne: Ander Sand? I den tegneserie var der i øvrigt et mærkeligt udtryk, når min bedstefar læste højt for os: Gips! læste han. Jeg forstod aldrig meningen – forståeligt nok.

En kvinde troede i mange år, at den berømte, nu afdøde, skuespillerinde Bodil Udsen hed Buttelutsen.

Selv har jeg faktisk stadig lidt svært ved at tage førnævnte filminstruktør, komiker og skuespillers navn helt alvorligt: Ander Smattesen.

Nå, det er alt sammen udemærket, som mange siger (og ja, det er forkert.) Summa summarum er sproget skønt og levende. Vi, som arbejder med sproget, vil altid være lidt bagud. Vi forsøger at forfine det anerkendte sprog, mens sproget selv konstant ændres i den daglige brug.

Noget er dog værd at bevare, som det er. Jeg tillader mig at slutte med at citere sidste vers fra det højstemte, men smukke digt ”Sjælland” af Ludvig Holstein fra 1898 (kendt i Højskolesangbogen som ”Vi sletternes sønner”):

O trolddom i sommernattågernes spind!

O minder, som kogler og frister!

Vi sletternes sønner har drømme i sind,

og véd ikke selv, når de brister.

De ligger og venter forløsningens stund

og længes at blive til sange,

som lærker i kløvermarktuernes bund,

før dagningen lyser i vange.

 

God sommer – og husk at opleve sommernattågerne!

 

Venlig hilsen

Sprogpedanteriet